26.11.09 Slaget om magten i luften

 

Af Dan Larsen, journalist, M.Sc. MIA

Flyfabrikkerne Boeing og Airbus lokker hver med deres bud på fremtidens interkontinentale passagerfly. Den finansielle krise har skærpet konkurrencen, og kontrakter til adskillige milliarder svæver i luften, mens titusindvis af arbejdspladser står på spil i USA og Europa.

De internationale flyselskaber er ved at beslutte sig for, hvordan deres passagerer skal fragtes omkring i fremtiden. Skal det ske i superjumbojets eller i de mindre, men mere teknisk avancerede fly som amerikanske Dreamliner. Lige nu er tiderne vanskelige, og flyselskaberne holder igen på ordrerne. Det sætter sit spor hos selskaberne, der begge har fremvist underskud i år.

Drømmeflyet
Boeings 787 Dreamliner er særlig interessant, fordi den mere end noget andet stort passagerfly er bygget af moderne materialer. Det skulle medføre et betydeligt mindre forbrug af brændstof, længere rækkevidde og måske billigere billetter. Den kan flyve 2-300 passagerer op til 16.000 km nonstop.

Men flyet er stadig en drøm. Prototypen skulle efter års forsinkelser flyve første gang til jul. Om alt går efter planen, leveres fly om et år. To års forsinkelser på grund af tekniske problemer og strejker giver Boeing store kvaler. Der ligger 840 ordrer på 787 og venter i bøgerne.

De største fly
Superjumboen A380 fra Airbus flyver, men der er ikke så mange af dem. Air Austral fra det franske territorium Reunion i Det Indiske Ocean øst for Madagaskar har netop indgivet ordre på to i sardindåseversionen til 840 passagerer pr. flyvning. "Normalt" flyver modellen med lidt over 500 passagerer og har god plads ved baren. Boeings svar på A380 er 747-400D, der kan rumme 660 på monkey class.

Singapore Airlines foretog den første kommercielle flyvning med den enorme A380 i oktober 2007. Oprindelig skulle Airbus levere 18 stk. i år, men flyselskaberne har på grund af vanskelige markedsvilkår udskudt ordrer. Antallet bliver kun 13. Airbusflyet er bygget af mere traditionelle materialer og er godt nok mere stille end andre store fly, men har ikke de samme gevinster i effektivitet, som Dreamlinerens teknologi giver.

Finansielle vanskeligheder
EADS, som er moderselskab bag Airbus, rapporterede i sidste uge et kvartalsunderskud på 87 mio. euro på grund af problemerne med A380 og det militære transportfly A400M. I 2008 var der i samme kvartal et overskud på 679 mio. euro.

Omsætningen for Airbus faldt tre pct. til 6,2 mia. euro. Den europæiske flyfabrik, verdens største, har 3.400 ordrer på bøgerne. Blandt dem er næsten 500 på mellemklassemaskinen A350, der konkurrerer med Dreamlineren om ruteselskabernes gunst. Airbus forventer i år at få knap 300 nye ordrer og levere i alt 490 fly.

Der er modvind
Også Boeing er i finansiel modvind. I tredje kvartal havde det amerikanske firma et underskud på 1,6 mia. dollars på grund af forsinkelser med Dreamlineren 787 og deres 747-8 fragtfly.

Boeing fik dog et løft sidste torsdag, hvor den første 747-8 taxiede ud af fabrikken. Det er større, mere effektivt og billigere at bruge end andre, hedder det. Boeing har 105 ordrer på dem. Men firmaet har også i november afskrevet en ekstra mia. dollars på 747-8 på grund af ekstraordinære omkostninger og et vanskeligt marked. Fragtflyet bruger til dels samme teknologi som Dreamliner.

Tekniske vanskeligheder
Det er ikke kun Boeing, der må slås med tekniske problemer i deres nye modeller. Flaskehalse generer produktionen af A380, som lige nu er på kun en maskine om måneden, men når verdensøkonomien kommer sig, kan antallet stige til 2-3 om måneden, hedder det fra ledelsen.

Fremtiden er vanskelig
Sidste uges flyshow i Dubai viste trenden inden for luftfartsindustrien. Ordrernes samlede værdi blev 5,67 mia. dollars mod 155,5 mia. dollars i drømmeåret 2007. Der blev bestilt 42 nye fly mod 540 for to år siden. Det viser, at begge selskaber går en svær tid i møde. I Europa er 57.000 arbejdspladser på spil hos Airbus og 157.000 hos Boeing i USA. Dertil kommer et stort antal hos underleverer på begge kontinenter. For selskaberne står milliarder af dollars på spil.

Nordea Invest og flyindustrien

”Flyindustrien er meget konjunkturafhængig, og flere af selskaberne døjer med underskud og problemer med deres nye flymodeller. Derfor har Nordea Invest kun meget begrænsede investeringer i industrien,” siger Thøger Svendsen, investeringschef i Nordea Invest.